Find vej: Forside » Artikler » Aktiv efterårsferie: Børnene laver romkugler og træstammer, som far og mor husker dem

Aktiv efterårsferie: Børnene laver romkugler og træstammer, som far og mor husker dem

Lagt på find-bager.dk den 03-10-2012 af bakerMaster

"Hvad skal vi lave Det regner" Det kan godt være, at børnene stiller spørgsmålet, hvis vejrudsigten truer med regnbyger og kølige dage i efterårsferien. Men hjemmebagning med en lækker kage eller boller er altid en super hyggelig aktivitet for børnene - sammen med far og mor på en regnvejrsdag.

Eller hvad med en omgang klassiske romkugler og træstammer, som far og mor husker dem. Fra dengang far og mor var børn og ikke kunne gå hjem fra skole, uden at besøge bageren og købe en romkugle eller en træstamme, der blev nydt på vejen.

Odense Marcipan har fundet de gamle klassiske og meget nemme opskrifter frem fra gemmerne og tilføjet lidt marcipan for smagens skyld.

Opskrift: Romkugler og træstammer
Ca. 15 stk.

400 g kage (gerne en rest chokoladekage, sandkage eller muffins)
125 g Original Odense Marcipan
175 g smeltet mørk chokolade
2 spsk. hindbærmarmelade
2 tsk. romessens

Pynt: Krymmel, marcipan og chokolade

Smuldr kagen i en skål eller brug en foodprocessor og bland med marcipan, smeltet chokolade og hindbærmarmelade. Rør det sammen til en fast masse og smag til med romessens. Sæt kagemassen i køleskabet til den er fast

Form kagemassen til romkugler og/eller aflange træstammer.

Romkuglerne trilles i krymmel.
Træstammerne pakkes ind i tyndt udrullet marcipan og skæres i mindre stykker. Enderne dyppes i smeltet chokolade.